Wulf: ‘Prægtige rebeller. De første romantikere og opfindelsen af selvet’
Fængende men problematisk filosofisk idéhistorie
Jeg har læst Andrea Wulfs Prægtige rebeller. De første romantikere og opfindelsen af selvet, og anmeldt den i litteraturtidsskriftet Standart. Mit første udkast var en del for langt, så det blev forkortet og revideret inden det blev trykt. Men derfor skal I da ikke snydes, så her kommer den oprindelige anmeldelse, uden forkortelser.
Jenas guldalder
I den europæiske kulturhistorie har den lille tysktalende universitetsby Jena opnået en nærmest mytologisk status. I en periode på omkring 10 år, fra 1790-1800, var byen et intellektuelt og kunstnerisk kraftcenter, der både filosofisk og litterært var med til at sætte den kulturelle dagsorden for resten af Europa.
I disse år hørte Jena under hertugdømmet Sachsen-Weimar, der i disse år blev ledet af den oplyste og relativt frisindede hertug Karl August. Hertugens nærmeste rådgiver var digteren og forfatteren Johann Wolfgang von Goethe, der blandt andet havde ansvaret for hertugdømmets kulturliv og uddannelsessystem. Ansporet af Goethe, og med hans litterære ry som tiltrækningskraft, begyndte universitetet i Jena fra midten af 1780’erne at tiltrække unge, idérige og rebelske tænkere og forfattere.
I 1789 blev digteren og forfatteren Friedrich Schiller, der i 1782, som kun 22-årig, havde vakt såvel jubel som skandale med sit teaterstykke Røverne, således ansat som professor ved universitetet. I 1794 blev Johann Gottlieb Fichte, en 32-årig, yngre filosof, der netop var ved at etablere sig som en af tidens førende tænkere, shanghajet til at overtage et ledigt professorat i filosofi. Da Fichte i 1798 blev fyret efter anklager om ateisme, blev han erstattet af den kun 23-årige Friedrich Wilhelm Joseph Schelling, et filosofisk stjerneskud, der i offentligheden allerede havde etableret sig som den naturlige arvtager til Kant og Fichte. I 1801 ankom en af Schellings værelseskammerater fra studietiden, en vis Georg Wilhelm Friedrich Hegel, til Jena, hvor han de næste seks år boede, skrev, underviste, arbejdede på sit første hovedværk, Åndens fænomenologi, og sammen med Schelling redigerede og udgav et kortlivet men indflydelsesrigt filosofisk tidsskrift.
Sideløbende med den filosofiske tilstrømning til Jena, tiltrak byen også en lang række forfattere, litterater, digtere og forskere af forskellig observans. Fra 1794-1797 boede og besøgte Alexander og Wilhelm von Humboldt Jena med jævne mellemrum. I 1796 flyttede ægteparret Caroline og August Wilhelm Schlegel til Jena, og blev i 1799 fulgt af Carl Augusts lillebror Friedrich, og hans elskerinde Dorothea Veit. Ludwig Tieck boede i Jena fra 1799 og et års tid frem. Og Friedrich von Hardenberg, bedre kendt under sit forfatternavn Novalis, boede tæt på Jena, studerede i byen i 1790-1791, og besøgte frem til sin død i 1801 ofte Schlegelbrødrene.
Ud af denne smeltedigel af filosoffer, litterater og digtere udsprang idéer og tankesystemer, der formede og forandrede europæisk kultur fra 1800-tallet og frem til i dag. Goethe og Schillers kunstneriske og filosofiske værker læses og beundres fortsat den dag i dag. Fichte, Schelling og Hegel udgjorde grundstammen i den såkaldte tyske idealisme, der udover at være uhyre indflydelsesrig i egen ret også påvirkede selvstændige og kritiske tænkere som Marx, Kierkegaard og Nietzsche. Caroline, August og Friedrich Schlegel og Novalis udkastede og udlevede det, der siden blev kendt som Jena-romantikken eller den tidlige romantik; en af de mest betydningsfulde filosofisk-litterære strømninger i moderne. Og Humboldtbrødrene spillede i de efterfølgende årtier en afgørende rolle for etableringen af såvel det moderne universitet som den moderne naturvidenskab.
Populærvidenskabelig filosofiformidling
Det er denne intense og indflydelsesrige periode i Jenas historie, som den tysk-britiske historiker og forfatter Andrea Wulf har påtaget sig at genfortælle i sin ambitiøse 550 siders bog Prægtige rebeller. De første romantikere og opfindelsen af selvet. Wulf er langt fra den første, der har beskæftiget sig med, og forsøgt at forstå og forklare denne guldalder i tysk og europæisk kulturhistorie. De seneste 30-40 år er idealismens og romantikkens idehistoriske opståen, udvikling og indbyrdes relation således blevet grundigt kortlagt og diskuteret i indflydelsesrige værker af blandt andre Dieter Henrich (Selbstverhältnisse, 1982; Konstellationen, 1991; Between Kant and Hegel, 2003), Manfred Frank (Einführung in die frühromantische Ästhetik, 1989; Unendliche Annäherung 1997) og Frederic Beiser (German Idealism, 2002; The Romantic Imperative 2004).
Wulfs bog adskiller sig dog på flere måder fra de ovenstående værker. For det første er Prægtige rebeller ikke en fagfilosofisk bog rettet mod et relativt snævert publikum, men en bredt formidlende populærvidenskabelig fremstilling. For det andet er bogen ikke snævert fokuseret på filosofiske og litterære idéer, men er også, måske endda primært, interesseret i de mennesker, der tænkte og levede disse idéer, og i de indbyrdes relationer mellem disse mennesker. Anderledes formuleret er bogen i mindst lige så høj grad biografisk, som den er filosofisk.
For det tredje har bogen en klar idéhistorisk tese, der gør at den ikke blot er en redegørelse for en bestemt episode i den vesterlandske filosofis historie, men også har en klar samtidshistorisk relevans. I bogen argumenterer Wulf således for, at de filosofiske, politiske og æstetiske idéer, der udvikledes i Jena omkring år 1800 skabte opfandt den moderne forståelse af selvet, som dominerer og opfattes som selvfølgelig i store dele af verden i dag (s. 20-21; 443-445).
Det er denne tese, som Prægtige rebeller helt overordnet sigter mod at forklare og begrunde. I praksis diskuterer Wulf dog kun Jena-kredsens idé- og samtidshistoriske betydning i bogens prolog og epilog. Hovedparten af bogen er dedikeret til en detaljeret, i store træk kronologisk, personbåret fremstilling af det intellektuelle miljø og liv i Jena fra Fichtes ankomst til byen i 1794, til Slaget ved Jena i 1806.
Wulfs kvaliteter
Prægtige rebeller har mange af de samme kvaliteter, som Andreas Wulfs forrige bog, Opfindelsen af naturen. Bogen er velskrevet og baseret på omfattende kildestudier og læsning af primærtekster. Wulf er god til at indfange og beskrive både personer og steder, så man får en fornemmelse af dem som levende og rodede størrelser. Byen Jena er på mange måder en lige så vigtig karakter, som de mennesker der befolker bogen og byen, og Wulf fremmaler levende, hvordan det er at leve i og være del af en lille, og ret indspist, tysk universitetsby i slutningen af 1700-tallet. Alene af den grund er bogen værd at læse.
En anden af bogens store kvaliteter er, at den med største selvfølgelighed placerer Caroline Schlegel som det naturlige omdrejningspunkt for fremstillingen. Hvor mange (filosofi)historiske fremstillinger af Jenas guldalder stiller sig tilfredse med at notere Carolines rolle som først Friedrich Schlegels hustru, og derefter, efter en (skandaløs) skilsmisse, Schellings, så indleder og afslutter Wulf Prægtige rebeller med at fortælle hendes livshistorie. Og hele vejen gennem bogen gør Wulf en dyd ud af at belyse og understrege Carolines indflydelse på og betydning for ikke blot Friedrich Schlegel og Schelling, men for hele kredsen af filosoffer og litterater i og omkring Jena. Wulf er ikke den første til at fremhæve Carolines betydning i og for den tidlige romantiks opståen og udvikling, men hendes bog understøtter de seneste års øgede fokus på Caroline og andre oversete kvinder i filosofi- og litteraturhistorien.
Prægtige rebeller tjener også en vigtig afmytologiserende rolle. På grund af sin afgørende betydning for eftertidens filosofiske udvikling har der været en tendens til at mytologisere og idealisere Jenas guldalder, og løsrive de filosofiske tanker og litterære eksperimenter fra den konkrete virkelighed. Ved at lægge mindst lige så stor vægt på personerne som på de filosofiske og litterære tanker og idéer, får Wulf bragt filosofien og de teoretiske spekulationer ned på jorden.
I Wulfs fremstilling er Schiller, Schelling, Goethe, Schlegel-brødrene og alle de øvrige medlemmer af og besøgende i Jenas intellektuelle miljø levende og uperfekte mennesker, præget og plaget af pengeproblemer, indbyrdes stridigheder, personlige tragedier, sygdomme og ambitioner. Man kan være enig eller uenig med hendes fremstilling af de forskellige personers karakter. Og man kan diskutere, hvorvidt Wulf i sine bestræbelser på at forklare hvad f.eks. Caroline og Friedrich Schlegel følte og tænkte, går videre end der er belæg for, i de kilder vi har til rådighed. Men hendes eksplicitte kontekstualisering af de filosofiske og litterære idéer i en genkendelig menneskelig virkelighed og hverdag udgør en velkommen og tiltrængt modpol til den klassiske filosofihistories mere dekontekstualiserede tilgang.
Sladder og overfladiskhed
Når det er sagt, så skæmmes Prægtige rebeller desværre af en række svagheder, der svækker bogen som idé- og filosofihistorisk værk; svagheder der udspringer direkte af Wulfs biografiske og personbårne tilgang. Et problem er, at Wulfs fremstilling undertiden udarter sig til en form for intellektuel soap-opera: Folk bliver uvenner, sladrer om hinanden, bagtaler deres konkurrenter, forsøger at møve sig ind på andres område for at gavne deres egne karrierer osv. osv. Hvilket er spændende og underholdende at læse om, men ikke for alvor kaster lys over den overordnede åndshistoriske fortælling, som Wulf også gerne vil redegøre for.
Et andet, og mere alvorligt problem er, at Wulf aldrig for alvor fordyber sig i de filosofiske teorier og idéer, der ikke blot var det altafgørende grundlag og udgangspunkt for Jena-romantikken, men også var et af de væsentligste resultater af den intellektuelle udvikling i Jena i 1790’erne.
Immanuel Kants tænkning, som var den altafgørende baggrund for Fichtes, Schellings og Hegels filosofiske teorier, forklares ekstremt kortfattet og delvist misvisende på s. 67-68. Fichtes Wissenschaftslehre, som både Schlegel-brødrene og Novalis beskæftigede sig intenst med, præsenteres spredt, og i nærmest karikeret form, over en fem-seks sider (s. 73.79), uden at de grundlæggende fichteanske begreber om jeget, jegets selvsætten, selvbevidstheden og friheden reelt forklares. Schellings tidlige naturfilosofi skitseres ligeledes over et par sider (s. 251-154), igen uden at de væsentligste begreber forklares i dybden. Og Hegels filosofi, herunder Åndens fænomenologi, der blev skrevet under Hegels tid i Jena, forklares i et enkelt afsnit på s. 401.
Dette er utilfredsstillende af flere grunde. For det første er det altid potentielt problematisk at reducere komplekse filosofiske diskussioner og værker til kortfattede og simplificerende sammenfatninger. Det kan af pædagogiske og formidlingsmæssige grunde være nødvendigt, men der sker ikke desto mindre et meningstab, som det er nødvendigt at tage stilling til. Det gør Wulf ikke.
For det andet så var Jena-romantikken så tæt knyttet til og inspireret af (især) Kant og Fichte, at man næppe kan forstå dens opståen og udvikling uden et fast greb om netop Kant og Fichtes filosofiske tænkning. JA, man kan måske endog hævde, at den tidlige romantik både kan og skal læses primært filosofisk; som del af en løbende dialog med og kritik af Kants og Fichtes tænkning. Denne kritiske dialog får man ikke, eller i det mindste kun i stærkt forsimplet form, i Wulfs fremstilling.
For det tredje spænder Wulfs manglende fordybelse i de filosofiske teorier og idéer ben for hendes bestræbelse på at vise, at nutidens forståelse af selvet udspringer af de idéer og tanker, der opstod i Jena i 1790’erne. I sin epilog skriver Wulf fx, at Hegel i dag betragtes ”som en af de væsentligste tænkere i den vestlige filosofi”, og at Åndens fænomenologi er ”et af de berømteste filosofiske værker nogensinde”. (s. 426-427). På trods af det gør hun nærmest intet for at forklare Hegels ide- og filosofihistoriske indflydelse. Her synes der at være et ret åbenlyst hul I Wulfs redegørelse. Til gengæld fylder Schellings naturfilosofi meget i Wulfs redegørelse for Jena-kredsens indflydelse på senere digtere, filosoffer og tænkere. Hvilket er fair nok, men en smule sært når man tænker på, hvor lidt naturfilosofien fylder i Wulfs forudgående fremstilling.
Samlet set
Samlet set er Prægtige rebeller en imponerende, velskrevet og fængende, men samtidigt frustrerende, skuffende og i sidste ende filosofisk og idéhistorisk utilfredsstillende fremstilling af en afgørende og vanvittig interessant episode i den moderne vestlige filosofis historie. Bogen er glimrende oversat af Nanna Lund, der fint indfanger Wulf sprog og skrivestil, så man kan med sindsro kaste sig ud i den danske udgave. Og bogen er værd at læse, hvis blot man går til den med de rette forventninger. Prægtige rebeller er elementært underholdende og fyldt med spændende sladderhistorier, fine miljøbeskrivelser og levende personskildringer. Er man på udkig efter en forklaring af de filosofiske forudsætninger for og implikationer af Jena-romantikken går man derimod forgæves.
(Deklarering: Jeg har undervejs i oversættelsen af Prægtige rebeller hjulpet Nanna Lund med filosofisk begrebsafklaring vedrørende Fichtes filosofi)